Tillbaka

Titel: POSTOPERATIVE CIRCADIAN DISTURBANCES


Af: Ismail Gögenur
Forsvaret fandt sted d. 4/12-2009 på Københavns Universitet, Herlev Hospital
Opponenter: Professor Dr.med. Niels Qvist
Professor Dr.med. Morten Møller

Abstract:
En indsigt i døgnrytmers påvirkning af kroppens funktioner under normale forhold, er vigtig for at kunne forstå basale sygdomsprocesser og hvordan man kan forebygge og behandle sygdom. Indenfor de senere år har der været en stadig tiltagende interesse i afklaringen af døgnrytmeforstyrrelser i relation til kirurgi. Specielt har der været interesse i forståelsen af hvorledes døgnrytmeforstyrrelser kan påvirke patienters restitution, sygelighed og dødelighed efter operationer.

I disputatsarbejderne søges afklaret hvordan endogene døgnrytmer påvirkes efter kirurgi og hvilke faktorer der er betydende for hvor meget patienters døgnrytmer forstyrres. Desuden undersøges hvorvidt døgnrytmeforstyrrelser er relateret til faktorer der er vigtige for patienters restitution og hvorvidt disse kan forebygges ved at behandle med et døgnrytmeregulerende hormon.

Døgnrytmeforstyrrelser blev fundet i alle de undersøgte parametre i relation til både minimal invasiv kirurgi samt major kirurgi. Melatoninkoncentrationen i blodet og dens metabolits koncentration i urinen var forstyrret efter både minor og major kirurgi. En forstyrrelse der var afhængig af varigheden af operationen. Kernetemperaturen var forstyrret efter både minimal invasiv kirurgi samt major kirurgi. Søvnen var massivt forstyrret, både hvad angår søvnrytmen men også dens arkitektur efter kirurgi. Forekomsten af episoder med tegn til myokardie iskæmi var koncentreret på bestemte tidspunkter af døgnet. Døgnrytmen i aktiviteten i det autonome nervesystem var også betydeligt forstyrret efter større kirurgi. Der var ligeledes en forstyrrelse i aktivitetsmønsteret efter både minimal invasiv samt major kirurgi.

Der blev fundet, at selvom der var en forstyrrelse af metabolitten af melatonin i urinen på den fjerde postoperative dag og at denne var korreleret til både søvnkvalitet men også søvnmønster, var der ikke nogen umiddelbar forbindelse mellem denne og kognitiv dysfunktion.

Melatoninbehandling havde ikke nogen overordnet effekt på postoperative restitutionsparametre sammenlignet med placebo. Kun i en undergruppe af patienter der havde lav forekomst af smerte kunne der dokumenteres en effekt.

I studierækken der er inkluderet i denne disputats er der systematisk påvist en gennemgribende forstyrrelse i døgnrytmer i relation til kirurgi. Disse forstyrrelser er fundet i udskillelsen af hormoner, søvnrytmen, kernetemperaturen, tonus i det autonome nervesystem, forekomsten af myokardieiskæmi og aktivitetsmønsteret. En sammenhæng findes mellem enkelte døgnrytmeparametre og postoperative restitutionsparametre men nogen forebyggende effekt ved behandling med melatonin i tre dage efter laparoskopisk kolecystektomi kunne ikke vises. Yderligere studier må afklare hvorvidt melatoninbehandling i relation til major kirurgi, kan have en effekt på parametre der har betydning for patienters sygelighed.

Kontakt info for bestilling af disputats: ig@dadlnet.dk